Når børn rives ut af sammenhængen
Av billedkunstner Kirsten Skovbo
Selve tvangsfjernelsen af børn, der blive revet bort fra deres hjem, søskende mm. afstedkommer store problemer og psykiske skader.
Specielt de, der fjernes fra familier med en helt anden opfattelse af livet, kostvaner mm. end systemets. Mange børn fjernes alene pga. mistanke - uden beviser. Det være sig såvel etniske som danske familier, hvis grænsedragning, divergerende opdragelsesmetoder mm. måske gør udslaget.
Tydeligvis døjer mange af disse børn under at leve i to ”vidt forskellige verdener”. Hvor døgninstitutionen måske står for noget, der ligner Godhavns gammeldags kadaverdisciplin, (TV-dokumentaren: ”Drengehjemmet”). Livet består af andet end tæsk kontra ikke tæsk! Erik Sigsgaard skriver i sin bog: ”Skæld ud”, at ”verbale tæsk” er lige så livsødelæggende for det opvoksende barn, som fysiske tæsk. Ja endog verre.
Det er skadeligt, når nedladende og ofte unødvendig udskælden foregår i andre børns/voksnes påsyn. Da kommer skammen og følelsen af mindreværd til at præge opvæksten. Barnet påføres skyldfølelse, mister selvværd og den basale livsglæde. Børn der vokser op med angst, får rynker i panden, tør ikke udtrykke sig frit, og berøves deres identitet som personlighed. De kan ikke finde fodslag midt i en forvirret opfattelse af hvad deres egen familie og institutionen står for. Det er derfor ikke kun etniske børn, der fjernes fra deres sprog, kultur og menneskelige adfærd, der skades.
Hvad er det dog for en pædagoguddannelse, der ligger bag, når pædagoger hopper over hvor gærdet er lavest og skælder ud, i stedet for at sætte ord på deres frustration? Børn er langt mere intelligente end man tror, så at skælde ud er en forkvaklet og håbløs måde at forsøge at holde børn ansvarlige på. Tværtimod har børn brug for mange gentagelser, udført med kærlighed, i den læringsproces, det er at begribe deres omverden.
Kan Danmark da ALDRIG tage ved lære af tidligere tiders fatale fejltagelser, som den de begik overfor de grønlandske børn? Eller af Australiens, der fjernede en hel generation af arboriginernes børn udfra samme devise. Med store menneskelige afsavn og sorg til følge. Det er kun et fåtal af børn, der fjernes pga. vold. I stedet sker det ud fra andre baggatelagtige grunde, hvor børn ALDRIG burde være revet bort fra deres kærligt engagerede familier, hvor der f. eks. findes gode villige bedsteforældre og/eller andre nære pårørende. Det minimale samvær disse tvangsfjernede børn får med sin families gode kræfter, er ikke NOK til at give dem den styrke og ballast, som livet kræver.
Når man tvangsfjerner børn, skylder man dem da som mindstemål, at de får tålelige opvækstvilkår. Når barnet ER blevet systemskadet, da testes det af psykologer, der ikke engang kender til barnets tidligere forhold og livsbetingelser. Hvorefter barnet sygeliggøres. Og så indføres de i børnepsykiatriske afdelingers statistikker som behandlingskrævende. Barnet får herved et prædikat hæftet på sig, hvorunder det betragtes resten af dets liv. Kan vi være dette bekendt?
Billedkunstner og filmstuderende
Næstformand i: ”DANMARKS BØRN”
Kirsten Skovbo
Urmagertoften 20
8270 Højbjerg
Denne artikkelen ble publisert av Samfunnsmagasinet 20. februar 2005, og gjengis her med artikkelforfatterens tillatelse.