Myten om den sociale arv
Hej. Jeg hedder Mads. Det gør min bedstefar også. Jeg er nemlig opkaldt efter ham.
Min bedstefar er dygtig og klog, og så er han god ved alle mennesker, især børn. Jeg er glad for bedstefar, forstår du nok. Bedstefar er næsten altid glad, bare ikke lige nu. Det er fordi, jeg ikke må bo hos min mor. Kommunen siger, jeg skal bo på et børnehjem. Det har bedstefar selv prøvet, derfor er han så ked af det.
Da bedstefar var 2 år, blev hans far og mor skilt. Så kom bedstefar og hans storebror på 3 år på børnehjem. Bedstefar siger, at han endnu har helt ondt i enden af alle de smæk, han fik for 65 år siden, fordi han så gerne ville vide noget ligesom jeg.
På det børnehjem var der en stor sovesal, hvor børnene lå på lange rækker.
Når de små var lagt i seng, kunne de ikke sove, fordi de savnede deres mor så meget. Så græd de højt og kaldte. Som om det hjalp noget. Dem, der passede børnene kom bare og sagde, de skulle være stille. Hvis de så ikke holdt mund og sov, vankede der lussinger.
På bestemte tider skulle børnene på toilettet. Så blev alle de små stillet op på en lang række med bukserne nede, og så skulle de alle sammen lave stort, når det blev deres tur. Ved siden af bedstefar stod en lille dreng, der ikke kunne holde sig.
Han kom til at gøre på sine bukser. Bedstefar syntes helt bestemt, at pølserne kom ud af drengens tissemand. Det kunne han da ikke forstå.
Har jeg fortalt, at bedstefar er født nysgerrig? Det måtte undersøges, så lille bedstefar bøjede sig ned for at se, hvad der skete, hvis han selv lavede pølser.
Han fandt ud af, at de kommer ud et andet sted hos ham, men nu stod der 2 små drenge med snavsede bukser. I kan tro, de voksne blev vrede. De små fik så mange smæk, at de helt glemte at gå i lang tid.
Somme tider kom drengenes mor og besøgte dem. Det var de meget glade for, men de blev bange, når hun pludselig var væk uden at sige farvel til dem. Hun måtte ikke fortælle børnene, hvornår hun gik, for så græd hendes små drenge så forfærdeligt. Det ville de voksne ikke høre på. I stedet gik bedstefar og hans bror og ledte længe efter hende, fordi hun var blevet helt væk.
Den sidste gang, bedstefar så sin storebror, sad de og ventede på en stor trappe. Storebror øverst. Så kom storebror til at tisse i bukserne, fordi han var så spændt. Vandet løb ned ad trappen, så de fik begge våde bukser. Det fik de også smæk for.
Bagefter kom drengenes far og hentede den største. Bedstefar så ham aldrig mere.
Jamen, var der da slet ikke noget godt på det elendige børnehjem? Joh, svarede bedstefar.
Der var en dame med en stor hat. Somme tider var den sort og somme tider hvid.
Hun havde så meget kærlighed, at når hun tog mig op i sine arme, blev alting godt igen.
En skønne dag kom oldemor og hentede bedstefar. Hun havde fundet et sted at bo og noget arbejde, så hun kunne tjene lidt til sig selv og sin lille dreng.
Hun havde lært at sy kjoler og bukser og den slags. Den gang var der ikke mange fabrikker, så tøj blev mest syet hjemme.
Oldemor gik ud og gjorde rent på gårdene, og så syede hun for folk hjemme på en gammel symaskine. Så fik de mad næsten hver dag, og den lille drenge havde altid varmt tøj, fordi oldemor var så dygtig til at sy gammelt tøj om.
Bedstefar og oldemor boede oppe på loftet i en gammel købmandsgård. De havde en stue, et soveværelse og et lille køkken. Køkkenet holdt bedstefar mest af, for der stod komfuret. Om vinteren var det det eneste sted, der var varme.
Om morgenen tændte oldemor op i komfuret, før hun gik på arbejde. Så skulle drengen klare sig selv hele dagen. Han måtte godt lægge tørv på ilden. Så frøs han ikke.
Heldigvis har bedstefar altid haft en god fantasi ligesom jeg, så han fandt på mange lege.
Da bedstefar var lille, var der en stor krig, som kaldes 2. verdenskrig. Så legede bedstefar krig. Han var både englændere og tyskere. Han dyppede fingrene i vandspanden og stænkede dråberne på det varme komfur. FUT FUT, sagde det. Tyskerne skød med skarpt. Så dyppede han fingrene igen og løb hurtigt over til den anden ende af komfuret. PUUW. Englænderne besvarede ilden.
Ved siden af den lille lejlighed var et stort kornkammer med tykke træbjælker. Bedstefar havde fundet nogle gamle jernkæder, som han hængte op under taget. Så kunne han svinge sig fra bjælke til bjælke og lege, han var Tarzan i urskoven.
Rundt om gården lavede han huler og skjulesteder. Dem brugte han, når de andre børn var efter ham.
De kaldte ham en tyskerunge. Det var fordi oldemor var blevet kæreste med en tysk soldat. Så skulle bedstefar have klø, fordi tyskerne var vore fjender.
Bedstefar blev god til at klatre i træer og løbe stærkt. Det fik han også gavn af i skolen, fordi overlæreren heller ikke kunne lide tyskerunger. Han slog dem med spanskrør og knytnæver.
Når overlæreren var særlig ondskabsfuld, hoppede bedstefar og hans ven Otto op på bordene og forsvandt ud ad et vindue. Så kom de ikke mere i skole den dag.
En dag, da bedstefar var 8 år, kom der en mand og en dame op ad trappen. De ville have bedstefar med og spærre ham inde på et børnehjem. De kunne vist heller ikke lide at se på tyskerunger. Da bedstefar hørte det, for han som et lyn ud ad døren, svang sig i kæderne helt op til tagryggen og gemte sig i mørket. Han kom ikke frem, før de fremmede var gået.
Bagefter lavede han voksenfælder og snublesnore alle steder, så de voksne ville falde, hvis de prøvede at fange ham.
De kom flere gange, men han undslap hver gang. Til sidst opgav de at frelse ham, og han fik love at blive hos sin mor, som han holdt meget af. Han hjalp hende og beskyttede hende så godt, han kunne.
Jeg tror, det er der, han har lært at blive sådan en god far og bedstefar. Det bliver man ikke af at komme på børnehjem.
Jeg og min mor er vist ikke så smarte som bedstefar og oldemor var. Eller også er kommunen blevet værre.
Mig har de slæbt på børnehjem, selv om jeg meget hellere vil bo hos min mor. Jeg har nemlig også en god mor, som jeg er glad for. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle anbringes der, men det var ikke til at slippe.
Jeg havde ingen steder at gemme mig, da de sendte politiet med kampuniform og skarpladte skydere og håndjern og alting. Jeg var jo bare en dreng på 10 år. Mor kunne heller ikke beskytte mig.
Så bliver man låst inde og bevogtet, selv om man slet ikke har gjort noget galt. Måske er det, fordi alle de pædagoger og psykologer skal have noget at lave. Ellers bliver de jo arbejdsløse, og det ser ikke godt ud i statistikkerne.
Og så bliver de sure og kan finde på at lave ballade og alting. Så skal det jo gå ud over nogen som for eksempel mig.
Du skulle ALDRIG ønske dig at komme på børnehjem. Jeg ved ikke, hvorfor de behandler børnene så dårligt der.
Måske er det fordi, de ved at børn, der bliver skældt meget ud og slået og gjort nar af og ikke må se dem, de holder af, bliver adfærdsvanskelige.
Så er man lige pludselig behandlingskrævende, og så er der en grund til, man skal være på institution.
Mine forældre blev også skilt, da jeg var 2 år. Jeg skulle bo hos mor, og det var jeg glad for. Far havde samværsret.
Da jeg var begyndt i skole, gik det rigtigt galt for mig. En dag, mor var på arbejde, ville jeg varme noget mad, fordi jeg var sulten.
Vi havde gaskomfur, og jeg vidste godt, hvordan det skulle tændes. Troede jeg da. Jeg var jo bare 7 år, så jeg åbnede for alle blus på en gang og satte ild til. Så gik der ild i gardinerne, og jeg blev rigtig bange. Derfor løb jeg over til naboen og bad om hjælp. De havde ikke lige tid, så jeg løb hjem igen. Da jeg slet ikke selv kunne slukke ilden, løb jeg først ind i huset og fik hunden ud. Bagefter katten. Den havde svedet pelsen, men klarede sig da.
Hele huset var brændt, da mor kom hjem.
Jeg havde det slet ikke godt bagefter. I skolen drillede de mig og kaldte mig pyroman som om, jeg havde gjort det med vilje.
Så blev min mor enig med kommunen om, at jeg skulle bo et stykke tid på børnehjem, så de kunne hjælpe mig til at få det godt igen.
Det var et klamt sted. Jeg fik ingen hjælp. Hele tiden savnede jeg min familie og fik det rigtig dårligt indeni.
Det forstod mor, så hun tog mig hjem. Det var kommunen ikke tilfreds med. Nu var de lige sluppet af med mig. De kan nok heller ikke lide pyromaner, så de tvangsfjernede mig.
De sagde, at det ikke er godt for en drengs sundhed og udvikling, at han er glad for sin familie.
Det nye sted var endnu værre. Det startede med, at jeg blev låst inde i 2 måneder sammen med en pædagog, der hedder Brian. De to måneder føltes meget lange. Også for Brian, tror jeg.
Mens vi alligevel sad og kedede os, skulle vi rigtig snakke. Brian skulle lære mig at kende. Jeg måtte ønske lige, hvad jeg ville, sagde Brian. Undtagen at være sammen med min familie eller slippe for institutionen. Det var ikke nemt at finde på noget.
Da de 2 måneder endelig var gået, kendte jeg Brian rigtig godt. Jeg syntes stadigvæk ikke om ham.
Indespærringen havde taget så hårdt på Brian, at han skulle afspadsere i 2 måneder. Jeg havde bare at blive. Det havde da også været hårdt for mig.
Mens jeg var indespærret, fyldte jeg 11 år. Det var mit livs værste fødselsdag. Jeg måtte jo ikke komme ud. Mor fik lov at komme og være der et par timer. Der sad vi så i køkkenet og gloede på hinanden, mens Brian holdt vagt ved døren.
Det er underligt, at man kalder det et børnehjem. Det er i hvert fald ikke et hjem og slet ikke egnet for børn.
Om der er regler? Ja, masser. Men de bliver lavet om hver gang, der kommer en ny pædagog.
Og de skifter pædagoger, som jeg skifter underbukser. Det er ret forvirrende.
Børnene har slet ingenting at sige. Vi skal bare ikke bilde os ind, at de voksne er der for vores skyld.
Tommy var 7 år. Han havde fået fat i en stor kokkekniv. Med den ville han myrde 2 små piger på 2 og 4 år, fordi han ikke måtte komme hjem.
Jan og jeg løb ind til pædagogerne efter hjælp, men de drak kaffe og ville ikke forstyrres. Så tog vi en kost og slog Tommy over armen, til han slap kniven
Om aftenen lå Tommy og græd højt helt alene på sit værelse som sædvanligt. Jeg sneg mig ind for at trøste ham.
Jeg synes ikke, de voksne er gode ved børnene. De håner os og kalder os dumme og dårlige børn.
Du bliver aldrig til noget, ellers var du ikke her, kan de finde på at sige.
De stoler heller ikke på os og beskylder os for alt muligt. Og så tror jeg, de elsker magtanvendelse.
Så skriver de lange indberetninger om, hvor slemme og farlige, vi er. De glemmer bare at skrive hvorfor, vi bliver vrede.
Engang kom jeg til at slå en pædagog hårdt på munden. Det er jeg selvfølgelig ked af, men hun var faktisk selv ude om det.
Hun kom farende og skubbede mig med vilje, så jeg faldt og fik et skarpt hjørne fra et bord lige ind i ryggen. Så slog jeg uden at tænke mig om. Det har hun vist glemt at skrive.
En vinternat var nogle af børnene stået op og var løbet lidt rund for at drille pædagogerne. Det blev de meget sure over.
Ved firetiden, da jeg stadigvæk lå i min sødeste søvn, blev dynen pludselig revet af mig, og jeg blev slæbt ud i gården.
Du kan tro, det var koldt at stå der i sneen i bare underhylere.
Et stykke tid senere fik jeg lov at dappe ind i seng igen på mine flade futter, fordi jeg ikke havde været med til løjerne. GODAW DO. De kalder det behandling. Jeg kalder det mishandling.
Det er slemt, at man ikke må gå i skole eller til sport eller have kammerater. Men det allerværste er, at de voksne ikke tager sig af børnene.
Der er ingen man kan stole på, og sin familie må man sjældent se. Dem, man holder af, skal man helst glemme.
Det er ligesom i et rigtig fængsel. De stærkeste og fejeste bestemmer.
Jeg havde ikke været der længe, før en pædagog satte mig til at slås med en dreng, der både sparkede i skridtet, tog kvælertag og stak fingre i øjnene. Jeg ville ikke slås, men det skulle jeg. Det er et rigtig hierarki.
Det allerækleste er, at man bliver tvunget til sex. De stærkeste drenge får de andre til at sutte på sig og gør det samme ved dem. Nogle stiller sig op og onanerer selv foran de små og de voksne. Pædagogerne sagde bare. Nej, nu går du for vidt. Det vil jeg ikke se på.
Nu går jeg hjem. Så gik de bare over på den anden afdeling og drak kaffe. Så stod vi selv med salaten. Som sædvanligt.
Det er allerværst, når der kommer en pige. Der er næsten kun drenge. Piger bliver behandlet meget værre. De kan slet ikke klare sig.
Line var 7 år, da hun kom. Hun var bare en sød lille pige. Men da der var gået en måned, kunne man slet ikke snakke med hende. Hun bare bed og kradsede.
De voksne er bare ligeglade i begge ender. De ser ingenting og hører ingenting. Børnene kunne ingenting gøre. Jeg nænnede ikke at fortælle mor, hvordan det var. Hun kunne jo gøre lige så lidt som jeg. Det ville bare gøre hende endnu mere ked af det. Hun savnede jo også mig.
Jeg ved ikke, hvor tit jeg er løbet bort, men det var så slemt, at jeg hele tiden tænkte på at komme væk derfra. Hvis kommunerne absolut vil have, at børn skal miste deres familie, kan de da i det mindste lave institutionerne, så de er til at være i.
Engang havde jeg besluttet at besøge en sød vikar, der boede 22 km. borte. Så tog jeg min cykel og kørte. Hun ringede bare til institutionen, så de kom og hentede mig i bil. Bagefter måtte jeg gå 44 km. ud og hjem for at hente cyklen.
Det undrer mig, at jeg aldrig kom værre til skade eller ligefrem blev slået ihjel under mine flugtforsøg. Pædagogerne brugte alle midler til at stoppe os.
Det kunne være at stoppe en tyk kæp i forhjulet, så vi stod på hovedet ned i asfalten, eller køre foran i bil og lukke bildøren op, så vi kørte ind i den med stor fart.
Engang kørte jeg lige ud foran en lastbil for at undslippe. En anden gang tvang de mig ned i en dyb mølledam med cyklen om halsen. Heldigvis er jeg en god svømmer, ellers var jeg vist blevet knust af møllehjulet.
Når man blev fanget, fik man armen vredet om og blev smidt ned på vejen.
Underligt nok faldt det aldrig nogen ind, at de måske kunne snakke med os og finde ud af, hvorfor vi altid flygtede.
Når det endeligt lykkedes mig at flygte, varede det aldrig ret længe, før jeg var nødt til at komme tilbage. Jeg måtte nemlig ikke have penge og overtøj. Så lå jeg om natten og frøs i en trailer eller sådan noget. Sulten blev man også, og stjæle ville jeg ikke.
Hvis jeg flygtede hjem til min mor, hentede politiet mig bare. Det er egentligt ikke til at forstå, at de ikke har vigtigere ting at tage sig af, som at opklare forbrydelser for eksempel.
Nå jeg overlevede da mit ophold på Tumben, hvor kommunen tvang mig til at være.
Nu er jeg fyldt 12, og nu vil jeg behandles som et menneske. Jeg er stukket af, og kommer ikke frem, før jeg får lov at bo hos min mor igen. Der er mange måder at overleve på, når man er stor nok. I en stor by er der altid sort arbejde at få, og nogle steder kan man samle flasker og sælge dem.
Der er altid nogle hjemløse, der deler sine tæpper med en om natten. Jeg er blevet så stor, at jeg kan passe voksentøj, så jeg får noget af det, de andre har fået ved Kirkens Korshær og andre steder.
Som hævn for, at de ikke kan finde mig, har kommunen bestemt, at jeg skal bures inde på en endnu værre institution. De vil også tvinge mig til medicin, der gør mig dum og sløv. Så tror de ikke, jeg kan klare mig selv mere. Jeg må heller ikke se min familie.
Men det bliver løgn. Jeg er gammel og klog nok til at holde mig skjult, til kommunen kommer til fornuft. Jeg skal ikke have hjælp af dem. Ellers tak.
Børn er også mennesker. De skal have ret til et ordentligt liv.
Forældre skal ikke narres eller tvinges til at anbringe deres børn på en dårlig institution, hvor de lærer at blive elendige mennesker.
Jeg savner min familie. Jeg savner at gå i skole og lære noget. Jeg savner venner på min egen alder.
Men det er lige meget. Jeg vil ikke tilbage til Tumben og ødelægges. Jeg vil være en god mand som bedstefar.
Når jeg bliver voksen, vil jeg hjælpe de børn, kommunen mishandler. Jeg vil aldrig stole på nogen sagsbehandler mere. De vil ikke børnene noget godt.
Jeg vil i hvert fald ikke blive som dem. Ondskabsfulde voksne har vi nok af.
ETTERSKRIFT:
20.000 danske børn er berøvet deres hjem ved tvang eller ”frivillig” tvang. Næsten ingen tvangsanbringelser tilgodeser barnets interesser. Der laves ikke forudgående undersøgelse og ingen handleplaner.
Tvang er nemmere end hjælp og samarbejde.
Børn og deres familie er retsløse.
Alle behandles grusomt.
Resultatet er total katastrofe også for kommende generationer, fordi børnene påføres en tung destruktiv social arv. De bliver angste, rodløse, aggressive, psykotiske, misbrugere uden selvværd.
Alle ansvarlige
lukker øjnene og pudser glorien.
Det ufrivillige ophold på Tumben har givet Mads alvorlige psykiske problemer