Bokrecensjon
Av Else Sommer

 

VI SOM FYLLER NETTENE
Av psykolog Sverre Asmervik
August forlag 1998
306 sider, Middelsvær læsning
 

Først en advarsel. Det kræver gode nerver at læse denne bog. Pludselig under læsningen fik jeg det indfald, at årstallet måtte være skrevet forkert. Der skulle bestemt have stået 1898. Sådan behandler myndighederne ikke børn i vor oplyste tid. Og jeg ved endda af bitter erfaring, at det gør de i hele Norden og kalder det endda til barnets bedste.

Alt går galt for barnet Robin og hans mor Olga, fordi ingen kan, vil eller tør tage et ansvar. Alle plejer deres egne interesser. Her er dommerens overvejelser, efter hun har konstateret, at omsorgsovertagelsen er tvivlsom: Drengen er endnu ikke et år. Er det ikke når barnet er mellem et halvt og et år, at den såkaldte prægning sker? Burde han derfor ikke blive, hvor han var? Om børneværnet har taget en tvivlsom afgørelse, så betyder det ikke automatisk, at retten skal gøre forholdet godt igen. Dommerens klare rettesnor er og bliver "barnets bedste".

Barnets bedste? Spædbarnet blev revet løs fra sin mor og placeret først på Victoria, så i beredskabshjem, dernæst hos plejeforældre, som nu havde haft drengen et halvt år og ønskede at adoptere ham. Var det ikke nok, var barnets emotionelle tålegrænse ikke forlængst nået? Eller skulle jeg give Olga en chance, og igen lade barnet knytte sig til hende? Og hvis det viser sig efter et år eller så, at det ikke gik? Skulle drengen da ud på en ny runde, måske til nye plejeforældre, fordi de første i mellemtiden havde fået et andet barn?

Det er den samme cirkelslutning, som drengen kommer til: Hun sendte mig sådan et varmt smil, som jeg altid misundte de andre, da jeg var lille, så inderligt, at det gjorde mig ond. Det indvendige stik, når andre børn fik kærlighed. Jeg fandt bare en grund til, at jeg ikke fik: at jeg var født ond.

Et samfund bør vurderes efter, hvordan det behandler sine mindste.