BarnasRett, 28. desember 2005

 

'Anbringelse af børn og unge udenfor hjemmet'
En forskningsoversigt
Tine Egelund / Anne-Dorthe Hestbæk
2003

 

Bokrecensjon av Else Sommer.

Bogen er led i KABU-projektet, der er betalt af socialministeriet og angiveligt har til formål at sikre bedre anbringelser. Det bliver spændende at se, om politikerne vil følge forskernes anvisninger. Foreløbig tyder intet på det.

Der er tale om en forholdsvis letlæst og lødig bog, der kommer godt omkring forskellige aspekter af anbringelse (omsorgsovertagelse) af børn. Mærkværdigvis er hele problemet omkring børnenes religiøse og kulturelle opdragelse dog glemt.

 

Hvorfor anbringes børn?

Det overraskende svar er, at det skyldes lov af 14. april 1905 om Behandling af forbryderske og forsømte Børn og unge Mennesker. I de forløbne 100 år har anbringelse bevaret sin status som integreret del af foranstaltningsrepertoiret. Procentdelen af en børneårgang, der placeres uden for hjemmet har holdt sig nogenlunde konstant på 1.

Det oplyses, at Danmark anbringer ca. dobbelt så mange børn som de øvrige nordiske lande, uden der kan påvises åbenbare forklaringer på denne forskel. Måske kunne det være interessant at undersøge, om der skulle være et sammenfald med antallet af overflødige psykologer, pædagoger, advokater og behandlere i almindelighed.

I Danmark er næsten alle politikere offentligt ansatte. Kanske det også kan have betydning.

"Anbringelse uden for hjemmet er en indgribende beslutning for børnene og forældrene. Samtidig er anbringelse behæftet med mange usikkerheder og indbyggede modsætninger.

Der er opvækstforhold for børn, som kulturelt åbenbart ikke ville kunne accepteres af de fleste menneske i samfundet. Men i en del tilfælde er situationen mindre åbenbar, og der kan herske tvivl om, hvorvidt anbringelse eller ikke anbringelse vil være den bedste løsning for barnet. Det vil i sidste ende bero på et fagligt skøn, hvad der skader et barn; hvordan barnet vil udvikle sig, hvis det ikke anbringes; og hvilke virkninger en anbringelse vil få for barnet. Naturligvis er afgørelser, der kan føre til opbrud og langvarige adskillelser mellem forældre og børn, omgærdet af visse formelle procedurer, der skal skabe retssikkerhedsgarantier for forældre og børn og sikkerhed for, at afgørelserne er velforberedte. Det egentlige grundlag for at lægge op til en anbringelsesbeslutning er imidlertid, at man fagligt skønner, at omsorgen for et barn er under normal standard, og at barnet risikerer en væsentlig fejludvikling, såfremt det ikke anbringes. Disse faglige skøn er vanskelige at foretage. Der eksisterer i almindelighed ikke utvetydige, faglige redskaber til at bedømme børns risiko og prognose.... og flere empiriske studier viser, at det ofte ikke er faglige redskaber, der anvendes i bedømmelsen, som i stedet baseres på kulturelle forestillinger om, hvordan et barn bør leve, og hvordan forældreskab bør udøves."

Der tages ikke hensyn til de brudte familiebånd og ingen spørger, hvad børnene tilbydes i stedet.

For 100 år siden anbragtes især uægte børn og børn, der stjal eller rømmede fra tjeneste. I dag er der oftest tale om børn af enlige, fattige mødre.

Den danske Servicelov § 42 lyder:
Er der en åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af 1. vold; 2. utilstrækkelig omsorg; 3. misbrug hos barnet; 4.andre adfærds eller tilpasningsproblemer, så kan barnet tvangsfjernes.

Loven opfordrer til, at barnet fjernes på den blotte forestilling om, hvad der KAN SKE. Der siges ikke, hvem risikoen skal være åbenbar for. De mishandlede og misrøgtede børn beskæftiger man sig ikke med. Der er skaden jo sket.

Retssikkerheden er netop formel, fordi ingen drømmer om at høre hverken barnet eller dets familie endsige om at tale sandt. Der foreligger juridisk set en undersøgelse og en handleplan, når blot der findes et ubeskrevet dokument af det navn. Der er mulighed for prøvelse ved landsretten-formelt. I de sidste 10 år har vist ingen børn vundet deres frihed der. Når man møder det klientel, der aflønnes af vore familieafdelinger, kan man roligt tvivle på sagligheden.

Egentligt er det underligt, at netop børneværnet har kunnet bevare en så overvældende magt og så mange ressourcer. Næst efter Gestapo har det vel nok været den mest angstskabende institution i vort samfund. Det er tankevækkende, at politikere mener, der stadig er brug for den slags overgreb for at holde befolkningen lydig og underdanig.

 

Hvem interesserer sig for hvad der sker med børnene?

Endnu mere overraskende lyder svaret: INGEN.

I betragtning af, at der i 2001 anvendtes 9 milliarder kroner til særlige foranstaltninger for børn og unge, er det særdeles bemærkelsesværdigt. Man kan i øvrigt roligt gange tallet med 2 eller 3, fordi det er uvist, hvilke udgifter, der er medregnet. Retsvæsen? Psykologer? Sagsbehandlere? Ekstraundervisning? Hospitaler? Andet? De skader, der påføres familien og senskaderne på børnene er i hvert ikke indregnet. Heller ikke den skade, samfundet lider ved at producere så mange invalider og døde unge.

Der er ikke tradition for at evaluere sociale tiltag. Der findes næsten ingen relevant forskning. Sandt nok. Hvorfor mon ?

Og hvorfor er alle så angste for, at børneværnet skal berøve dem deres børn? Hvis tvangsfjernelse virkelig er til barnets bedste, burde vi da være taknemmelige over en stat, der vil ofre 20-30 millioner på dets pleje.

Sandheden er, at vi allesammen kender virkeligheden, men bare lukker øjnene af frygt og bekvemmelighed. Er der i virkeligheden tale om et gigantisk beskæftigelsesprojekt for offentligt ansatte?

 

Hvad sker under en anbringelse?

Det afhænger i nogen grad af, hvor barnet anbringes. På et værelse, et projekt, en efterskole, en plejefamilie eller en institution, åben eller lukket. Der synes at være et fælles træk. Når barnet er anbragt, mister det offentlige som ved et trylleslag al interesse for såvel barnet som dets familie, og eventuel hjælp trækkes tilbage.

Børnene overlades fortrinsvis til sig selv uden hjælp til at komme videre. Ingen omsorg, ingen inddragelse, ingen forklaring, dårlig skolegang, ingen respekt, ingen trøst. Kun håbløs venten på det næste indgreb i deres liv og på deres person. En nyere amerikansk undersøgelse viser, at hver fjerde anbragt pige har lidt seksuel overlast på anbringelsesstedet.

Allerværst ser det ud for børn, der bures inde på lukkede afdelinger. De børn, der i forvejen er kriminelle eller misbrugere, hjælpes ikke. De, som ikke er, bliver det. Disse institutioners eneste force er, at der er få uplanlagte sammenbrud i plejeforholdene.

Det er umuligt for børnene at flygte!

Det er ellers en yndet sport hos anbragte børn børn. De vil hjem. Der venter politiet, så de må vælge at leve på gaden, til de bliver myndige. Der er strenge straffe forbundet med at hjælpe børnene. Op til 4 års fængsel.

Officielt skal der altid arbejdes på en hjemgivelse. I praksis sker det sjældent. Officielt har også børn rettigheder. Reelt er de helt overladt til anbringelsstedets nåde og unåde. Anmeldelser om misrøgt, psykisk, fysisk eller seksuelt overgreb mod plejebørn behandles af princip ikke.

 

Hvad er effekten af anbringelse?

Det går stort set tidligere anbragte dårligt på ethvert måleligt område, selv på skolegang og uddannelse. Den officielle begrundelse for at anbringe børn er, at de skal have samme chancer som andre. Virkeligheden er en hel anden:

"En række undersøgelser peger med entydighed på, at tidligere anbragte børn som voksne er socialt dårligere stillet end deres jævnaldrede, som ikke har været anbragt uden for hjemmet."

Det samme gælder for deres fysiske og psykiske sundhedstilstand.

Det faktum forklares i almindelighed fra børneværnets side med de traumer, børnene medbringer hjemmefra. Den forklaring er ikke god. Dels anbringes fortrinsvist sunde, velpassede børn og dels forklarer forskerne:

"De børn, der i denne undersøgelse for de flestes vedkommende er anbragt hele deres barndom (mange adopteres senere af deres plejeforældre), indhenter ikke gennem anbringelsen det efterslæb, de startede med, hverken i forhold til sammenlignelige grupper af adopterede, hjemgivne børn eller kontrolbørnene. Forskerne mener ikke, det kan forklares ved negativ selektion i beslutningen om, hvordan børnene skulle placeres. Forskellene hænger sammen med selve anbringelsesformen."

 

Hvorfor fortsætter overgrebene på børnene?

Det er svært at forstå al den stund, alle ved, at milliarderne er givet dårligt ud. Skatteydere, børn, pårørende, børnevenner, borgerretsforkæmpere - alle er vrede og utilfredse.

Igen har forskerne et kontroversielt svar. Hør blot:

"Indsatsen over for de udsatte børn er et politisk legitimeret felt. Både kriterier for indgreb, dvs. de 'diagnoser' ,der kan give en anbringelse, og foranstaltninger, dvs. de 'løsninger' der er til rådighed, er fastsatte i lovgivningen som resultatet af en politisk proces. På andre menneskebehandlede områder, for eksempel medicinen, er indsatsen professionelt legitimeret. Det er professionel kundskab, der afgør, om der skal gribes ind og hvordan. Naturligvis har man i det sociale arbejde med børn et vist råderum inden for lovens rammer, ikke mindst fordi en del regler skal fyldes ud med et fagligt skøn, men man kan ikke gøre noget helt andet end det, der står i loven, selv ikke hvis professionel viden tilsagde det."

Og:

"Som på andre politiske områder er der i en demokratisk debat modsætninger på spil. Børnereglerne har da også i de ca. 100 år, det nuværende paradigme for varetagelse af udsatte børns konflikter har eksisteret, været præget af modsætninger. Det går igen i flere historiske studier, at hovedmodsætningen har været modsætningen mellem "børneværn" og "samfundsværn"... Børneværnet har skullet beskytte "barnet i fare" fra overgreb, mens "samfundsværnet" har skullet beskytte os andre mod "det farlige barn"...

Børnereglerne befinder sig således i et spændingsfelt, hvor både "børnenes og nationens interesser" skal varetages. At forskellige interesser ikke altid er sammenfaldende, og at den samtidige varetagelse af børneværn og samfundsværn kan komme på kollisionskurs, er åbenbar. Af hovedmodsætningen mellem børneværn og samfundsværn udspringer en række andre modsætninger, som præger dagligdagen i anbringelsesarbejdet. Det er for eksempel modsætningen mellem hjælp til og kontrol med familierne og mellem at skulle tilstræbe frivillighed med tvangen i baghånden.

Af den politiske definition af feltet springer også det faktum, at en hovedopgave for socialforvaltningerne er at administrere en lov. Anbringelsesarbejdet foregår i Norden i kommunale byrokratier, hvis styrke er administration af regler."

Overholdelse af formelle regler tager al tiden, og desuden findes der ingen kvalitetskrav. Dertil kan føjes, at heller ingen er ansvarlige. Værdier og formål synes helt at mangle i den faglige og politiske debat. Ingen sætter spørgsmålstegn ved hverken anbringelsernes nytte, form eller nødvendighed, eller hvorvidt loven hindrer et arbejde til gavn for børnene.

For egen regning vil jeg konkludere, at der findes 2 formål med anbringelse:

1. Den officielle, stuerene - hjælp til børnene
2. Den uofficielle, reelle - straf og forfølgelse af familier, der tillader sig at være "anderledes".

Sidegevinsten er offentlige arbejdspladser.

Med denne vægtige ballast i hånden anklager jeg nu alle borgere i Norden for medskyld i børnemishandling. Med jeres passivitet legaliserer I de grove overgreb, staten begår mod vores børn i barmhjertighedens navn.

Se at komme op af stolen og beskyt jeres egen fremtid - børnene.

 

Hvad kan danske børn vente på anbringelsesområdet i det nye år?

Socialforskningsinstituttet har under KABU-projektet arbejdet seriøst og hårdt for at foreslå måder at skabe kvalitet i de anbringelser, der som helhed er katastrofale for de ramte. Det mest nærliggende ville være at foreslå at forbyde dem, men det lå udenfor deres komissorium.

Desuden må antallet af anbringelse jo også afhænge af deres formål. Er formålet at gavne børn, må loven straks ændres og børneværnet nedlægges.

Betragtes institutionen derimod som en terrororganisation, der skal holde de ustyrlige i angst, er der grund til at udvide både budget og beføjelser.

Forskerne har fastslået som en "gammel nyhed" at sagsbehandlingen skal forbedres. De peger på følgende forhold, der bør vægtes i fremtiden:

1. skolegang og uddannelse
2. netværksanbringelse (slægtsanbringelse)
3. efterværn
4. hjælp til at bearbejde selve anbringelsen
5. varetagelse af børnenes sundhed
6. faren ved lukkede institutioner

Som svar har Folketinget vedtaget en ANBRINGELSESREFORM, der træder i kraft til nytår. Der er nu ikke megen reform på det papir.

Det fastslår, at anbragte børn også har ret til undervisning. Det burde være en selvfølge. Det har alle børn i Danmark.
Kommunerne skal støtte dem i at uddanne sig - lige så selvklart, hvis de skal ligestilles med hjemmeboende.
Børn skal høres, men intet bestemme selv.
Det anses åbenbart ikke for nødvendigt at varetage anbragtes sundhed, hverken fysisk eller psykisk, skønt det står dårligt til.
Familie og netværk skal inddrages. Hvordan og hvor meget bestemmer kommunen.
Lukkede institutioner (børnefængsler) bygges i mængde.

Det eneste positive er, at slægten skal tages i betragtning som anbringelsessted, dog ulønnet. Der kan efter konkret vurdering ydes kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Der er penge at spare for kommunerne, så de forventes at benytte slægten oftere. De har dog hele tiden haft pligt til så vidt som muligt at inddrage børnenes netværk. Har bare ikke gjort det, fordi det ansås for besværligt. Slægten er tilbøjelig til at beskytte egne børn. Den officielle begrundelse for at nægte slægten plejeløn er, at barnet så ved, at det ikke som hos fremmede bare må være der for indtjeningens skyld.

Jeg har dog mine betænkeligheder med hensyn til, om slægten bliver brugt i rimeligt omfang. Der ligger vel ikke altid så stærk trussel i at sige til et barn: Hvis du bliver ved at klage over ondt i maven, skal du bo hos bedstemor og bedstefar.

Det er ikke opmuntrende:
Ingen ny lov, der tilgodeser børn.
Ingen retssikkerhed.
Ingen hjælp til udsatte børn.
Intet ansvar til de herskende.
Ingen kompensation til de skadelidte.
Intet håb for de allerede anbragte.

Så længe politikerne ikke vil gøre op med loven og tankegodset fra 1905, er der intet håb om bedre tider. Det er sandt, som Georg Metz siger: Mennesker med dårlig moral har fået alt for stor magt.