BarnasRett 30.11.05

Børn lyver ikke?

 

Nej, børn finder ikke selv på historier om incest uden voksnes medvirken. Men lad os høre Pias historie.

Pia var dengang en dejlig lille frøken på bare 9 år. Jeg holdt meget af pigen og fandt, at hun altid så vidt muligt talte sandt.

En dag kunne jeg se, at Pia havde alvorlige problemer. Jeg er nødt til at fortælle dig noget, sagde hun. Det er om min far. Noget slemt. Så kom hele historien om, hvad far gjorde, når de var alene. Alt fortalt udramatisk med et barns ord og begreber. Far drak sig fuld og foretog sig ubehagelige ting. Storesøster, som boede hos far, kom ud fra fars værelse med klæder og hår i uorden og vrissede ad Pia, selv om de ellers var nære venner. Fars nye kone drak også sommetider, så kunne de begge finde på at slå børnene.

Mest af hensyn til det barn, der boede hos faderen, fandt jeg det nødvendigt at nedskrive Pias beretning og overlade sagen til politiet. Pia nægtede at tale med sin slemme far.

Pias forældre var blevet skilt, da hun var lille, og forældrene delte boet og  børnene.

Et års tid senere var Pia igen på besøg. Jeg er nødt til at fortælle dig noget, sagde hun tydeligt utilpas. Noget slemt. Det var slet ikke sand, alt det jeg fortalte om min far. Jeg så blot undrende på barnet. Det var noget, mor havde bildt mig ind, sagde pigen.
Hvordan kunne du finde på at lyve for mig?
Jeg troede selv på det, svarede hun ulykkeligt. Jeg var jo kun en baby, da far rejste. Og mor har altid fortalt, hvor slem far er.

Pia havde tilfældigt truffet sin søster til en byfest og var blevet klar over, at det slet ikke forholdt sig, som hun troede. Så måtte vi jo forsøge at få rede på sagen.

Det viste sig, at faderen havde anmeldt moderen for vanrøgt. Kommunen havde overtaget omsorgen for barnet og havde anbragt den lille på et meget dårligt børnehjem, hvor hun blev slået, drillet, truet og voldtaget af de større drenge. Derfor blev både hun og moderen meget vrede på faderen, der i god tro havde været anledning til så meget ondt.

Politiet havde taget anmeldelsen meget alvorligt, hvilket taler til gunst for etaten. Og faderen havde været til meget pinlige forhør.

Heldigvis havde han insisteret på, at hans meget fornuftige kone skulle deltage i afhøringerne. Det blev nok hans redning, fordi nogle af anklagerne jo også var rettet mod hende. Manden risikerede netop både fængselsstraf og at miste sin kone. Nu skønnede hun nok, at manden kunne have ret. Hun vidste jo, at anklagerne mod hende var falske. Derfor støttede hun sin mand. Endeligt opgav politiet at rejse anklage.

Det var heller ikke muligt at tiltale moderen for falsk anmeldelse. Det var i realiteten mig, der havde anmeldt, skønt hun overbragte anmeldelsen til politiet "i god tro".

Moderen havde ikke løjet. Det havde barnet. Den mor var meget snedig. Hun fortalte ikke selv mig noget. Jeg ville nemlig ikke have troet hende. Eftersom barnet selv troede på historien, var der intet, der sagde mig, at den var løgn.

Jeg er meget vred på Pias mor. Ikke fordi hun har ført mig bag lyset, men fordi hun har skadet sit eget barn så alvorligt. Pia har meget dårlig samvittighed, fordi hun har været årsag til, at faderen har lidt. Faderens kone vil ikke se Pia i hjemmet, så hun har også mistet hele faderens slægt inklusive sine elskede bedsteforældre.

Der er heller ingen, som tror på Pias beretninger fra børnehjemmet, for hun kender jo ikke forskel på løgn og sandhed. Politiet tror vel langt mindre på mig, hvis jeg skulle finde på at anmelde et virkeligt overgreb.

Av Else Sommer.