BarnasRett 11.02.06
Min historie
Før, under og efter Tølløse Børne- og UngdomspensionAf Matilde Due Jarnvig Doran
------------
Artikkelen har tidligere vært publisert på Borgerdebat 01.02.06 og på Tabuka den 02.02.06. Den er trykket her med forfatterens velvillige tillatelse.
------------Det hele startede med at jeg blev mobbet i skolen pga. at jeg var en artig pige der passede mig selv og mine veninde samt min skole og lavede altid mine leksier. De låste mig inde i skabe, de slå mig, jagtede mig, ødelagde min cykel, hånede mig, råbte af mig mv. Dette resulterede i at jeg blev en meget bange pige, som altid bedte om at gå 5 min før alle andre for at blive fri for alt dette tortur. Jeg skyndte mig altid hjem eller hjem til min veninde, som også havde samme problem med dem. Min veninde flyttede desværre skole i 4 klasse, og nu fik jeg endnu mere end før. Jeg græd derhjemme og fortalte det til mine forældre.. som klagede til skolen. Lærerne sagde at det var noget jeg selv fandt på for det meste men at de gerne ville tage en snak med alle i klassen. Vi sad altid i en rundkreds snakkede om MIG og mobning.. og derefter gik der 2-3 dage så blev mobberiet værre. Mine forældre var ved at gå ud af sit gode skind og spurgte lærerne til råds om jeg måske skulle flytte skole, men lærerne mente at jeg skulle blive. Det hele stod på fra 2-7 klasse.
I 7. klasse kom jeg til en børnepsykolog som lærte mig at ignorere mobberiet. Jeg fik det meget bedre med mig selv (når man bliver mobbet meget føler man til sidst at det er en selv der er noget galt med).
Jeg fik styr på mobberiet og ignorerede det meget. Vi fik så en ny lærer i 8. klasse som ikke kunne lide os "svage". Hun kontaktede min psykolog og fik mig ud af 8. klasse og anbragt på Bispebjerg psykologisk afdeling, på daghold (skoletiden). Jeg kom og gik der hver dag, ønskede ikke at være der følte mig rask.
En psykolog jeg gik til derinde, viste mig nogen billeder som hun sagde at jeg skulle fortælle hende hvad der var sket før og efter billederne. Jeg sagde det kunne jeg da ikke vide.. Hun sagde så bare find på noget, jeg lavede så en historie med billederne hvorefter hun siger nej det er ikke rigtigt der skete det og det.. Jeg vil sur på hende over disse episoder, alm. sur. Derefter mente hun at jeg var grænsepsykotisk og skulle være på døgnholdet og have et være der sammen med de andre syge (nogen af dem var syge). Jeg flyttede derind marts 1995 (jeg var 14 1/2 år).
De stoppede mig med piller Cisordinol, som jeg blev meget sløv af. Jeg sov det meste af tiden væk. Jeg tænkte hele tiden hvordan skal jeg bevise overfor dem at jeg ikke fejler noget? Så kom der en dag hvor jeg hørte om EG test. Jeg forhandlede straks sammen med mine forældre med personalet.. hvis EG testen var positiv og viste at jeg var på en eller anden måde psykotisk kunne de beholde mig så længe de ville og var jeg ikke.. ja så skulle jeg ikke være der mere.
De gik med på det og testen BLEV NEGATIV! Jeg var ikke psykotisk. Men pga. af problemer med skolen fra tidl. ville de ikke have at jeg flyttede hjem jeg skulle et stykke væk fra hjemmet.. det blev Tølløse.
Jeg flyttede fra Bispebjerg Juni 1995. men de gav mig min medicin med og sagde udtrykkeligt at mine forældre skulle give mig dem sommeren over og derefter kunne Tølløse så tage stillingen om jeg skulle fortsætte til august med at tage dem. Sommeren 1995 husker jeg kun at jeg sov og var meget dårlig min far ringede flere gang til Bispebjerg og spurgte om det skulle trappes ned men de sagde jeg bare skulle have mere af det. Jeg var så hos min veninde hvor jeg skulle være en uge.. Vi tog i Bonbonland og næsten lige da vi kom ind faldt jeg om på stien og besvímede. de kørte mig hjem til dem og min far hentede mig så ringede til Bispebjerg omkring pillerne men de blev bare ved. Min far og mor blev gale og stoppede selv min medicinering da de ikke ville finde sig i at se mig sådan.
I august startede jeg så på TBUP! flyttede ind på Villavej 1. Pædagogerne var da som de plejer at være.. alm. mennesker men ikke med noget specielt tag på anbragte børn. De kunne more sig med os, tage på ture med os, grine og græde med os. Men stod man i en situation som fx. en der slår en kan de ikke håndtere dette! Jeg har haft det godt med de fleste af eleverne, vi havde en masse sjove og gode stunder og havde da også en kæreste gennem hele min tid 1995-1997 (2år). Vi fik gennemtrumfet nogen ting os elever. Pædagogerne var mange gange magtesløse.
Reglerne var at man skulle være ved morgenbordet kl. 7.00 ligemeget om man havde fri eller skulle møde senere eller hvad man nu skulle. Man skulle have været i bad og være helt klar til dagen. Snød man skulle man ind på værelset og gøre sig klar og komme igen for hvert 5. minut indtil kl. 8. Fik man den straf at man skulle tage aftenopvasken (normalt var det delt op i 2 hold med 4 på hver der skiftedes men havde en "vundet opvasken" ved morgenbordet så kunne holdene holde fri). Problemet var at nogen var på medicin og den er meget sløvende og man bliver meget påvirket af den hvis man ikke er syg. Dvs. alle der var på medicinen fik hurtigt 6-7 opvaske om dagen.. som så kom til at hedde morgen, middag og aftenvask med et skema i flere dage. Dette er bare en af de latterlige ting der var. Kom de så ikke og vaskede op kunne en anden tage den for dem, og få nogen af opvaskerens lommepenge.. (tror det var en 10-er) som blev fratrukket den der havde fået "straffen".
Jeg kunne blive ved med små og store detajler med spalter op og ned. men vil slutte af med en meget slem episode jeg havde.
Vi havde en dreng i huset som jeg havde gået meget sammen med på Bispebjerg - han, jeg og en veninde. Jeg var så kommet på Tølløse og han kom 2 mdr efter mig. Jeg havde fået andre venner (en pæn del) og han rendte hele tiden efter mig .. (bare som ven). Jeg havde jo min kæreste og en dag sætte kæresten, jeg og en anden pige os ind på mit værelse og snakkede. D. (som jeg kalder drengen her.) kom op og bankede på og spurgte om han måtte komme ind. Vi sagde nej for vi ville godt snakke sammen alene. Han blev meget aggressiv bag døren og smadrede løs på den. Vi råbte fra den anden side af døren.. vi stod der i 25 min. uden at der kom en voksen. Først der kom en og fik ham ned. Nå vi listede os ud.. diskutede med den voksne der var der omkring D. D. stod der også og truede med at følge efter os hvis vi gik. Min kæreste S. gik så ned ved stationen for at hente smøger. Jeg og den anden pige A. gik hen på den store afdeling efter at pædagogen havde sagt at hun ville holde D. væk fra os. D. var straks efter os og slog ud efter mig med en kæp. Jeg så mit snit og løb op på den store afd. efter hjælp. Pædagogen skyndte sig ned lukkede A. og jeg igennem vaskerummet og ud på den anden side og smækkede D. ude (han nåede ikke med). Vi skyndte os så over på Villavej 2 og stod der og pustede ud, indtil D. igen jagtede os og vi flygtede til Villavej 1. igen. Min "storebror" som jeg kaldte ham fulgte med os derover. Jeg satte mig i sofaen og D. fløj ind af døren kom stormende og kastede sig over mig og tog alvorligt kvælertag på mig. "Storebror" var der med det samme og fik ham væk. Havde han ikke gjort dette var jeg død i dag sagde lægen. "Storebror" lå og sloges med ham og pædagogen kom først der ud af sit skjul. Hun var bange og tilkaldte hjælp af souschefen. Jeg og A, (pigen) flygtede ind på et vær og gemte os.
D. blev smidt ud af Tølløse med alle hans ting dagen efter. Politiet havde været der. Den aften, der mærkede jeg at pædagogerne ikke havde grab om tingene. De opfordede mig til at sætte det hele i glemmebogen. Min læge sagde jeg skulle smide ham for retten hvilket jeg gjorde. Jeg havde problemer med at tale i 3 mdr. efter episoden. D. fik en betinget dom på 6 mdr. samt at han skulle være i kommunens varetægt til han var 18 år (han var 15 da han modtog dommen).
Derefter havde jeg det skidt på Tølløse, holdte mine problemer væk fra pædagogerne da jeg ikke følte jeg kunne stole på dem og holdte mig til mine venner. Prøvede at gøre det godt for os alle.. styrede huset med 7 drenge og mig. Forkælede dem med pandepager, boller mv., fik gennemtrumfet nogen ting for at få det bedre for os alle.
Sommer 1997 havde jeg fået nok! Jeg ville hjem. Planen var normalt jeg skulle blive et år mere til jeg var 18 og flytte i ungdomsbolig. Men jeg følte ikke jeg hørte til deroppe og kunne ikke få en ordenlig 9 klasse. De havde kun matematik og dansk til eksamen, som ikke er nok til videreuddannelse. Jeg kom på prøve derhjemme i 14 dage og det gik godt. Flyttede derefter hjem og boede der 1 1/2 år til jeg flyttede hjemmefra.
Mine sår fra dengang er der stadigvæk. Er jeg på en kommune gyser jeg. Jeg får det hele tiden klasket i hovedet at jeg har været der. Pillerne har ødelagt noget i min krop så jeg hurtigt får blackouts indimellem, jeg kan ikke tage mere end 2 kg på som jeg så taber igen, mv. Lægen har konstateret at det er piller som jeg fik på Bispebjerg jeg har fået det af og det skal jeg leve / har jeg levet med hele mit liv.
Har igennem disse 9 år snakket med nogen jeg kender fra dengang som også har fået disse piller. De har samme symtomer i større eller mindre grad.
Jeg lever nu et godt liv sammen med mand og barn, har gode venner og en rigtig god familie og svigerfamilie. Har aldrig haft det så godt som jeg har det nu hvad fortiden angår. Selvf. har jeg symtomerne som jeg lever med. men jeg har lært at leve med dem, overvejer at gå rettens vej men skal have samlet en flok med samme symtomer før vi kan, og har ikke samlet nok.
Dette var en lang/kort version (har ikke det hele med) af min historie. Jeg håber i alle fik et indblik i min fortid og selv vil skrive jeres historie/fortid her og på min mail (matilde@doran.dk), så jeg kan samle det hele og evt. køre en sag.
*
I 1999 blev jeg gravid. Der var ingen problemer med noget i starten. Jeg havde lige taget 1. år af HG og startet en elevuddannelse op som jeg fandt ud ikke var mig og ville så starte på 2. år af HG i stedet for. Men da jeg så blev gravid og det var forsent at starte op på 2. år lige der, blev jeg indkaldt af kommunen til en samtale om hvad der så skulle ske arbejdsmæssigt. De sagde at jeg skulle i jobhuset og ansøge om job. Jeg sagde lige ud til dem at du kan da ikke søge job og sige til virksomheder "vil i have mig jeg skal føde om 5 mdr" ? Nej det kan man ikke, indrømmede de.
De sagde at jeg ikke måtte gå hjemme, vi fandt en brochure med oplysninger om en kvindedaghøjskole med et graviditetshold for unge mødre (jeg var jo 19 år). Jeg startede derude og havde det egneligt fint med ikke at trisse rundt derhjemme og lave ingenting.
MEN! Så spillede min fortid mig lige pludselig et puds. Da jeg manglede 1 mdr. af graviditet blandede kommunen sig igen. De kaldte mig og barnets far ind til en samtale (de har aldrig mødt ham før) og sagde at de var bekymrede for mit barn. De mente ikke at jeg ville elske hende når hun kom ud, der var ingen mor/barn kærlighed og min daværende kæreste var ikke social i sin familie. Han farede selvfølgelig op og sagde hvor hun vidste det fra? når hun ikke kendte os? Kommunedamen mente også at jeg ville få et tilbagefald fra dengang jeg var på Tølløse, jeg spurgte hende hvad hun mente, da jeg ikke havde nogen aggressive episoder som jeg selv havde lavet. Og hun ville ikke forklare sig overfor mig.
Kommunen kørte på mig, vi havde en socialrådgiver der er uden for kommunen og som havde kendt os et godt stykke tid da hun havde kendt min daværende kæreste fra barns ben.
Jeg skulle så ind og føde og det hele gik godt, jeg var på Hvidovre hospitals fødeklink med mit eget værelse. 2 dage efter fik jeg afvide at kommunen godt ville have været med til fødslen for at se om jeg fik traumer? Men kom ikke til det da jeg havde sagt nej og fordi det var om natten, heldigvis.
De ønskede at komme og besøge mig 3 dage efter at jeg havde født, men jeg sagde til hospitalets personale at det ville jeg ikke have, de skulle ikke forstyrre mig nu.
Normalt er man på hospitalet ca 5 dage. Da min 4. dag kom sagde jeg til personalet at jeg glædede mig til at komme hjem og holde ferie sammen med faren. De sagde at kommunen havde sagt at jeg skulle blive 3 uger der mere men oppe på barselsgangen. Men at de ikke kunne holde på mig. Jeg sagde jeg tager hjem i morgen og det gjorde jeg, som personalet havde forståelse for.
Da jeg kom hjem brød heldvede løs. Kommunen ville have opsyn med mig og datteren Dina. (De har hele tiden fået det hele til at ligne at jeg var palle alene i verden uden mand, familie eller noget, behandlede mig som var jeg en narkoman.) De foreslog at der skulle komme en psykolog, en sundhedsplejeske og en socialmedarbejder forbi 3 gange om ugen i 4-5 timer af gangen. Jeg sagde nej men de sagde at så ville de tage Dina uden begrundelse, andet end min baggrund på Tølløse. Jeg kontaktede vores egen socialrådgiver som er i et rådgivningscenter for børn. Hun tog med til et møde igen og vi fik snakket med kommunen som så ville lave en forældreevnetest fra en psykolog udefra. Hvis vi ikke bestod testen kunne kommunen gøre det de havde foreslået for så var der jo noget galt. Men hvis vi bestod ville de lade os være i fred.
Vi bestod testen ... Men kommunen lod os ikke være! De forlangte at min sundhedsplejeske skulle komme 1 gang om ugen det 1 års tid og at vi skulle gå hos vores egen socialrådgiver ude på centeret til samtale 1 gang om ugen. Og gjorde vi ikke de ting så ville Dina blive fjernet.
Vi gik på centeret. Svigermor var døende, og vi brugte tiden til at bearbejde dette i stedet da rådgivningscenteret og rådgiveren synes det var hul i hovedet at gå derude. Men vi kom og gik nogen gange gik der 2-3 uger i mellem efter aftale.
Efter 1/2 år kom kommunen derude til en samtale hvor rådgivningscenteret sagde der intet var i vejen andet end at kommunen var i vejen for mig. De havde ødelagt en masse.. man kunne ikke være sig selv eller noget som helst uden at man følte at man blev gloet i nakken hele tiden.
Kommunen sagde bare nå men vi har nok været for overforsigtige.. og derefter har de så ladet mig være efter den tid. De gav mig i stedet for SU gav de mig Revalidering og friplads til Dina, for at sikre sig at økonomien ikke gjorde at jeg droppede min uddannelse og satte mig på sofaen med mit barn. Jeg sagde da ikke nej tak til ekstra penge. Og holdte da min mund med at jeg aldrig ville droppe min uddannelse.
Jeg fik taget min uddannelse og elevplads i 2 år bagefter. Derefter har jeg så været så uheldig at være udsat for 2 bilulykker hvilket har resulteret i at jeg ikke kan komme på alm. arbejdstider. Kommunen her er ved at finde ud af om jeg skal i fleks job eller pension.
For ikke at sidde og dvale har vi vores firma www.doran.dk der kører som det skal. Min nuværende mand som jeg blev gift med i september 2005, Dina og jeg er flyttet til Køge i et hus. Sammen har vi kvaler fra den sidste bilulykke (dog ikke Dina). Og kommunen hører vi ikke noget fra mere gudskelov. Jeg har aldrig haft det bedre psykisk end fra den dag de stoppede med at køre på mig. De kvaler jeg har fra den gang har jeg stadig med blackouts indimellem, kan ikke tage på mv. men dem har jeg lært at leve med.
*
Dem der har lyst kan også møde op når vi holder et møde for nuværende og gamle elever på Tølløse!
Jeg er ud over dette i kontakt med tv2 som ønsker at finde ud af hvorfor kommunerne fejlanbrínger nogen unge samt de ansattes fejl og mangler af viden mv. Er der nogen der har lyst til at støtte dette med en historie fra tiden på Tølløse eller andet der kan relatere dertil er i meget velkomne.. jo flere vi er jo bedre - kan vi hjælpe dem der er anbragt og dem der bliver det fremover!
På forhånd mange tak
Matilde Jarnvig, som har gået der sammen med bla. Elly herfra.